Rektors stedfortræderinstruks
Regler vedrørende udpegning af stedfortrædere
Publiceret: 20.12.2018 (Sidst ændret: 06.01.2022)
Print som pdfIndhold
1. Overordnede bestemmelser
1.1. Ledere på niveau 1, 2, 3 og 4, jf. rektors delegationsinstruks, kan udnævne stedfortrædere. Stedfortræderne kan agere på vegne af den pågældende leder, hvis denne er fraværende eller på anden vis forhindret i at handle. Enkelte lederes stedfortræderroller er fastsat i Aalborg Universitets vedtægt og gengivet i nærværende instruks, jf. afsnit 2.
1.2. Øvrige ledere på niveau 2, 3 og 4 kan udnævne en stedfortræder. Der kan alene udnævnes ledere på lavere niveauer, jf. rektors delegationsinstruks. Udnævningen af en stedfortræder, herunder eventuelle begrænsninger eller vilkår for udøvelse af stedfortræderrollen, skal aftales i en stedfortrædererklæring eller en delegations- og stedfortrædererklæring. Udnævningen kan ske permanent eller for en tidsbegrænset periode.
1.3. Er en leder fraværende, og er der ikke udnævnt en stedfortræder, godkendes en disposition eller afgøres en sag af nærmeste overordnede leder. Det samme er gældende, såfremt stedfortræderen er fraværende eller på anden vis forhindret i at handle. Er en leder inhabil i medfør af forvaltningsloven, afgøres sagen tillige af nærmeste overordnede leder.
1.4. De kompetencer, der i henhold til lov eller delegationsinstruks er tildelt en leder, kan udøves af den person, der er udnævnt som vedkommendes stedfortræder. Dette gælder dog kun, når stedfortræderen udøver stedfortræderrollen, dvs. når lederen er fraværende eller på anden vis forhindret i at handle. Udpegede ledere, herunder viceinstitutledere og ph.d.-skoleledere, kan ved udøvelse af stedfortræderrollen ikke ansætte, afskedige eller sanktionere. Udøvelsen af stedfortræderrollen gælder i øvrigt med de begrænsninger og vilkår, der følger af rektors delegationsinstruks, ligesom lederen i en stedfortrædererklæring kan fastsætte begrænsninger og vilkår for udøvelse af stedfortræderrollen.
1.5. Den leder, der udnævner en stedfortræder, er ansvarlig for, at stedfortræderrollen udøves på ansvarlig vis. Lederen har således en tilsynspligt over for stedfortræderen og skal af egen drift gribe ind over for beslutninger, der er i uoverensstemmelse med gældende lovgivning eller universitetets interne regler, herunder delegationsinstruks, vedtægt mv.
2. Vedtægtsbestemte stedfortrædere
Rektor > prorektor
2.1. Prorektor fungerer som rektors stedfortræder, hvis rektor er fraværende eller på anden vis forhindret i at handle.
2.2. Eventuelle begrænsninger i eller vilkår for prorektors udøvelse af stedfortræderrollen, kan aftales i en stedfortrædererklæring.
Rektor > universitetsdirektør
2.3. Universitetsdirektøren fungerer som rektors stedfortræder, hvis såvel rektor som prorektor er fraværende eller på anden vis forhindrede i at handle.
2.4. Eventuelle begrænsninger i eller vilkår for universitetsdirektørens udøvelse af stedfortræderrollen, kan aftales i en stedfortrædererklæring.
Dekan > prodekan
2.5. Prodekanen fungerer som dekanens stedfortræder, hvis dekanen er fraværende eller på anden vis forhindret i at handle.
2.6. Er der ansat flere prodekaner, træffes nærmere aftale mellem dekan og prodekaner om udøvelse af stedfortræderrollen.
2.7. Eventuelle begrænsninger i eller vilkår for prodekanens udøvelse af stedfortræderrollen, kan aftales i delegations- og stedfortrædererklæringen indgået mellem dekanen og prodekanen.
Institutleder > viceinstitutleder
2.8. Er der udpeget en viceinstitutleder, fungerer denne som institutlederens stedfortræder, hvis institutlederen er fraværende eller på anden vis forhindret i at handle. Viceinstitutlederen kan ved udøvelsen af stedfortræderfunktionen dog ikke ansætte, afskedige eller sanktionere.
2.9. Hvis der er udpeget flere viceinstitutledere, træffes nærmere aftale mellem institutleder og viceinstitutledere om udøvelse af stedfortræderrollen.
2.10. Eventuelle begrænsninger i eller vilkår for viceinstitutlederens udøvelse af stedfortræderrollen, kan aftales i delegations- og stedfortrædererklæringen indgået mellem institutlederen og viceinstitutlederen.